Hvorfor er der ikke en bolig til mig og min familie i København og hvor skal fremtidens københavnere bo? Det spørger vi om i denne her live udgave af Alment Inside optaget i strålende solskin og lækre rammer og med et meget engageret og parat panel her på scenen. Velkommen til Alment Inside. København tiltrækker flere borgere hvert år, men boligudbuddet følger ikke med. Især ikke når det gælder betalige boliger og lejeboliger og familieegnede boliger til almindelige indkomster, til de lave indkomster og til de mere udsatte borgere, vi har i vores land. Kvadratmeterpriserne i nybyggeri ligger langt over hvad en sygeplejerske, pædagog eller en nyuddannet kan betale. Samtidig er der lang ventetid på almene boliger og presset på de eksisterende boligområder, det vokser. Risikoen for en mere opdelt by stiger år for år. I denne debat spørger vi, hvordan skaber vi en balanceret og langsigtet boligpolitik i hovedstaden og hvordan sikrer vi, at København også i fremtiden er en by, hvor mennesker kan bo og leve sammen. Mit navn er Lars Græsborg Mathiasen. Jeg er vært på Alment Inside og journalist hos BL - Danmarks Almene Boliger. Og med mig her i panelen på denne smukke dag i Østersøen, hvor Bornholm viser, at de konkurrerer med min hjemstavn Mols om at være det smukkeste sted i Danmark. Der har jeg Curt Liliegreen, direktør for Boligøkonomisk Videnscenter og en af landets førende eksperter i viden om boligmarkeds økonomiske strukturer. Og det skal I nok få syn for savn for lige om lidt. Mikkel Warming står her. Han er formand for AKB København, tidligere medlem af borgerrepræsentationen for SF og Enhedslisten og Socialborgmester fra 2005 og 2013. Så har vi Mathias Norby, stifter af Urban Studio. Han er uddannet plan, by, proces og geografi på Roskilde Universitet. Det var godt, at vi ikke skulle sige det i aftes, det her. Og du har været ansat både på By og Havn, Boligministeriet, og du har været byudvikler i Københavns Kommune og Region Hovedstaden. Og nu er du altså selvstændig og endda til med podcastvært i en podcast, der hedder Under Byen. Så har vi Christopher Røhl Andersen, som er spidskandidat for Radikale Venstre. Du er uddannet og arbejder som fysiker. Du sidder i borgerrepræsentationen. har gjort det siden 2017, og så er du spidskandidat for De Radikale, og det har du været siden 2022. Og sidst men ikke mindst, Line Barfod, teknik- og miljøborgmester siden 2021 for enhedslisten. Du er byens mest populære politiker. Det har 17.284 mennesker i hvert fald bestemt, da de satte deres kryds ud for dig i 2021. Og du har også været medlem af Folketinget, og du er uddannet jurist, hvis nogen skulle være i tvivl. Således panelet, således er vi iscenesat her, og vi skal prøve at komme ind i den her materie. Men vi starter med dig, Kurt Lillegren. Lad os lige lege, vi er på skadestuen. Og patienten, der hedder København, kommer ind og har ondt i boligsituationen, og du skal stille diagnosen. Du skal gøre det hurtigt, fordi patienten skal skynde sig videre til den rette afdeling og få den rigtige behandling. Hvad er diagnosen? Jamen diagnosen er, at boligmarkedet i København er slemt forslået. Det er ikke sådan en totalskade, som vi ser i udlandet, men det er nogle drabelige knops, som boligmarkedet har fået. Du kigger på Københavns befolkningsudvikling siden 2008, da finanskrisen ramte København. Ja, der er den steget, befolkningen, med 160.000 personer på de relativt få år. Og har boligbyggeriet så fulgt med? Jamen, vi har jo alle sammen set, at kranerne og har måske et indtryk af, at der bliver bygget, der er byggeboom i København. Og boligbyggeriet har faktisk ikke fulgt med. Vi har lige pt. et underskud på ca. 30.000 boliger i København. Du må gerne lige gentage den. Sagde du 30.000 boliger, der mangler? 30.000 boliger. Jeg tror, at Københavns Kommune vil sætte tallet en anelse højere. Men i min optik 30.000 boliger, der mangler - især mindre boliger. Antallet af toværelseslejligheder i København er ikke steget nævneværdigt i de sidste 40 år. Fordi vi har fjernet lige så mange, som vi har fået bygget nyt. Så det giver selvfølgelig et pres på huslejen. Det giver et pres på boligpriserne. Ser vi på boligpriserne, så er det begreb vi kigger på, det er jo boligbyrden. Det du betaler for en ejerbolig, hvor meget udgør det i din disponible indkomst. Og der er vi nu oppe på det samme niveau, som da vi havde boligboblen tilbage i 2006. Det virkelige problem er nok privat udlejning. Det taler man ikke så meget om. I medierne, der fokuserer man altid på den femtedel af Københavns boliger, der er ejerboliger. Men kigger vi på privat udlejning, så kan vi se, at det man kalder det lejedes værdi, der ligesom er maksimalprisen, hvor tingene er blevet sat i stand. Den ligger nok omkring 1650 kroner pr. kvadratmeter primo 2024. Men hvis vi skal ind på markedet her og nu, så ender vi jo ofte i en nyere lejlighed, hvor der er det, man kalder aftalt husleje, og det vil sige fri markedsleje, når man indgår kontrakten. Derefter bliver den reguleret med netoprisindekset. Og der har vi et firma, der hedder Resights, som har lavet data på det. Og det ligger i størrelsesordenen 2300 kroner pr. kvadratmeter. Det er voldsomt dyrt. Kigger vi på boliginvesternes egne tal i Boligstat, så kan vi se, at huslejen er steget i København med størrelsesordenen 45 procent i løbet af de sidste år fra 2015 og frem til og med 2024. Og der lander vi på et gennemsnitsniveau på 1900 kroner pr. kvadratmeter for det, der er i brug taget efter 1991. Men husk, det er jo ikke det, du skal betale, hvis du kommer ind fra Brande eller fra Ikast og skal have en lejekontrakt. Så kan du være lige glad med, hvad folk går og betaler, hvis de har indgået en kontrakt for 3, 4 eller 5 år siden. Der fanger bordet, at du skal ud og aftale huslejen i markedet her og nu, og så er det, at du lander op på de 2300 kroner pr. kvadratmeter. Rundt om i Europa, der er det på udlejningsmarkedet, vi har den største boligbyrde, det er ikke på ejerboligmarkedet. Det gælder Danmark, men det gælder også alle andre europæiske lande, hvor vi har data fra det europæiske statistikkontor Eurostat. Så vi har en begyndende betalbarhedskrise, der kommer til at bide mere og mere inden for privat udlejning. Det var diagnosen. Det var hurtigt. Nu sender vi patienten videre, og mens vi sender patienten videre, så sidder de pårørende ude i lokalet herude og tænker bare, at det går godt. Så kan I lige prøve at lukke øjnene. Nu skifter vi lige scenarier og går ud af hospitalsverdenen her og finder en anden analogi. Men nu siger vi så, at I sidder derhjemme og lukker øjnene ude på terrassen og tænker, at nu skal jeg lige drømme lidt om København og hvordan ser virkeligheden ud. Prøv at lukke øjnene, Christoffer, og tænk, hvordan ser København ud om 10 år i din drømmeverden? Og så tager du mikrofonen og fortæller os, hvad du ser inde bag dine øjenlåg. Jeg ved godt, at det er tidligt på tredjedagen at spørge om sådan noget. Jeg kan godt lukke øjnene i længere tid. Så skal vi hente dig hernede. Det går ikke. Nej, jeg tror grundlæggende, at den by, jeg drømmer om, og det, jeg ser der om 10 år, det er, at vi har betydeligt flere boliger. Det er jo også det, som Curt er inde på. Det er jo, det der bare mangler, det er flere boliger i København. Og det er det, vi skal løse. Og med fare for at blive sådan en byg-byg-byg-type, så tror jeg også bare helt ærligt, det er den vej, vi skal. Men jeg tror også, det jeg så kigger ind i, det er også mange forskellige boliger. Altså, nu hører jeg, at det, vi mangler, det er bare masser af små boliger, og det ved jeg også, der er mange, der taler for, at vi dropper det der 95-kvadratmeter-krav, vi har om, at der i gennemsnit skal bygges 95-kvadratmeter, når man bygger. Men jeg må bare sige, som en børnefamilie, der sidder ude på det der forfærdelige lejemarked, og kigger ind i, at jeg gerne vil blive boende i København, og egentlig også gerne vil have noget, hvor jeg kan få flere børn og blive boende i byen, der er der heller ikke noget. Så for mig er det også vigtigt, at vi sørger for, at det boligmarked, det udvikler sig i alle de der facetter og typer af boliger, som vi gerne vil have. Så for mig, så ud over at bygge mere, så også bygge forskelligt i København, det er noget af det, jeg gerne vil kunne kigge ind i. Mikrofonen videre til en anden drømmer, men Line, det, som Curt skitserede her, var det det drømmendes København, du havde i hovedet, da du blev teknik- og miljøborgmester? Det drømmendes København, jeg har i hovedet, det er et København, hvor alle har råd til at bo. Det er et København, hvor vi både har lejligheder i meget forskellige størrelser, også gerne meget mere fleksibelt, så man har mulighed for at flytte afhængig af, hvad er det for en livssituation, man er i. Så er det en by, hvor der både er boliger til mennesker med helt almindelig indkomst, altså pædagogerne og skolelærerne og rengøringsassistenterne, butiksmedarbejderne, alle de andre, som arbejder i vores by, der er boliger til vores unge, når de skal flytte hjemmefra. Og så er der også de helt billige boliger til de socialt udsatte. Altså lige nu står vi overfor med kontanthjælpsreformen, at vi herhen over efteråret formentlig kommer til at se rigtig, rigtig mange mennesker, der bliver smidt ud af deres boliger, fordi deres ydelser bliver så lave, så de simpelthen ikke har råd til at betale huslejen længere. Det er ikke den slags by, nogen af os drømmer om, og der bliver vi simpelthen nødt til at sikre, at vi får ændret på lovgivningen, sådan så at vi kan betale, at de får mulighed for at betale deres boliger, og det skal vi sikre, at der er nok af. Så drømmer jeg også om en by, hvor der er meget mere fællesskab, mange flere byggefællesskaber, bofællesskaber, ligesom vi ser, at man gør i Tyskland og Holland og flere andre steder. Fordi det er det, rigtig mange mennesker gerne vil, det er at bo lidt mindre i deres private bolig, men til gengæld have meget mere fælles. Og det tror jeg, vi kommer til at se meget mere af i København. Det er i hvert fald det, jeg arbejder for. Vi skal nok snakke om, hvilken type boliger vi skal bygge i fremtiden. Det kommer vi tilbage til. Mikkel Warming, formand fra AKB, vil du ikke lige tage mikrofonen? Christopher, han sagde lige her, byg, byg, byg. Vi har jo en statsminister, der siger, at vi skal købe, købe, købe, når det handler om forsvaret. Kan vi ikke bare bygge, bygge, bygge? Hvorfor bygger vi ikke noget mere i AKB? Vi kan ikke. Vi kan ikke. Vi har i mange år arbejdet sammen med en forening, noget der hedder Urbania, og bygget cirka 100 i øvrigt bofællesskabsboliger på Nørrebro. Vi havde grunden, det var vores egen. Lokalplanen kom, det tog lang tid, men den kom. Hvad hedder det? Alt var klar. Men så fik vi tentative priser ind på det udbud, vi skulle have før sommerferien, så vi kunne gå i jorden i efteråret. Det laveste bud, vi fik ind, var 18 procent over det maksimumsbeløb, som vi højst må bygge for, når vi bygger alment. Det højeste var 80 procent over. Så aflyser vi udbuddet. Så snakker vi med lignesfolk, kan vi gøre et eller andet, kan vi skære, hvad ved jeg, facaderne væk, et eller andet, så vi kan komme ned under det maksimumsbeløb, vi må bygge for, men vi kan ikke bygge i dag. Og derfor ser vi også andelen af almene boliger, som er nogle af de eneste, der er betalbare, medmindre man er på den rigtige venteliste til den rigtige andelsforening og har forældre i bestyrelsen i dag. Andelen af almene boliger i København bliver mindre og mindre og mindre. Og den by, vi har i dag, er jo resultatet af beslutninger og byudviklingsbeslutninger i 90'erne, 0'erne og 10'erne. Den by, vi bygger til nu, er den by, vi så får om 10 og 20 og 30 år. Det er også derfor, det er så katastrofalt set for mit synspunkt i forhold til at kunne have plads til mange forskellige slags mennesker i mange forskellige livssituationer med meget forskellige betalingsevne, at vi ikke kan få mulighed for at bygge det almene som Rådhuset faktisk gerne vil have, vi skal bygge. Men vi kan ikke. Og problemet det er også, en ting er, at der er masser, der ikke er plads til, som gerne vil til byen. Noget andet er, at de udsatte, der er i byen og de meget fattige, meget udsatte mennesker, der er, har kun et sted at flytte hen. Og det er hos os. Og det betyder også, at vi får en social koncentration i nogle, bestemte boligafdelinger med små, billige boliger, som gør, at de er ved at kæntre. Det er langt fra alle, men de er ved at kæntre. Og det betyder, at hvis den byudvikling, vi har nu fortsætter, så om 10 år har vi fattigårde liggende i København, hvor der kun bor meget udsatte mennesker. Det er så nogle få almene afdelinger. Men forskellen mellem vores beboere og resten af København vokser. Gennemsnitsindtægten i AKB Københavns boliger, husstandsindkomsten, den er 404.000 per år. Gennemtidsindkomsten i Københavns Kommune er 644.000. Og forskellen vokser i de her år. Så det er ikke et spørgsmål, om vi får en ulige by. Vi har en ulige by. Og Curt sagde lige før, hvad hedder det, debatten gik i gang. Det kan altid blive værre. Og det gør det, hvis ikke man gør noget nu. Så er det værre om 10 år. Og så er det lige så opmuntret, der giver mikrofonen videre, tænker jeg. Ja, men altså, så skal vi se, om Mathias kan trække humøret lidt op. Nu skal jeg lige starte med at drille dig lidt, Mathias. Fordi jeg ved, fordi jeg er trofast lytter af din podcast, at du er rykket til Allerød. Du var byplanlægger inde i Københavns Kommune, og så tænkte du, det gider ikke det her. Så du tog hele familien og rykket til Allerød. Så du stak simpelthen af fra det hele. Jamen, jeg plejer jo at sige, at jeg var så dårlig til mit eget arbejde med at skaffe billige boliger, at jeg blev offeret for min egen elendighed og måtte flyve ud af byen, ikke? Hvad bilder du dig egentlig ind? Men spøj til side. Altså, det er jo en virkelighed, der er i dag, at rigtig mange børnefamilier flytter ud af byen. Og det vil jeg jo også bare sige, at det måske er en naturlig udvikling. Altså, på et tidspunkt var der nogle politiske udmeldinger om, at det faktisk er et problem, at børnefamilier flytter ud i den grad, de gør. Men hvis vi ser på den udflytning af København, der er hvert år, altså det er omkring, jeg tror, 45.000, der egentlig flytter ud af byen. Det er selvfølgelig også andet end børnefamilier. Men hvis man bare siger, at en tredjedel af dem, de skulle også være i København. Altså, det er nogle tal, der tror, at en realisme, der skal indfinde sig i, altså hvor mange kan egentlig bo i København. Hvis vi ser på befolkningsvæksten siden 1989, så 73% af befolkningsvæksten kommer fra indvandring fra udlandet. Altså, det er fordi, man har åbnet grænserne i Europa. Det er fordi, der selvfølgelig også er kommet indvandringer på grund af kriser og krige og uroligheder rundt omkring i verden. Så hele den her, og det er jo fantastisk på mange måder, at København er blevet den her attraktive by. Men man bliver også bare nødt til at gentænke hele modellen. Altså, jeg har det lidt nogle gange som om, at at man prøver at spille tennis med et bordtennisbat i København. Altså, grundlæggende, og bordtennis, det var fedt i 0'erne og 90'erne, hvor Finn Tugwell og Michael Maze var de store stjerner. Men i dag er det som om, at spillet ligesom er skiftet. At vi spiller tennis i dag. Og der bliver vi nødt til at finde nogle nye værktøjer til at skabe en udvikling, der i højere grad modvirker de udfordringer, vi står over for. Altså, i forhold til også klimakrisen. Det er jo også sådan, altså hvis jeg skulle sige tre ord her, så skulle det være stop, stop, stop. Lige prøve at sætte os ned og tænke os om, hvordan kan vi gentænke modellen. Altså, en lille anekdote inde fra Rådhuset, i de første dage, da jeg startede inden på Rådhuset, så skulle vi fejre noget med kage. Og det er altså ikke hver dag, det sker inde på Rådhuset, skal de hilse og sige. Og det var en kagemand. Og det var fordi, vi havde rundet eller slået en ny rekord. 6.300 nye boliger det år stod der på kagemanden. Og nu tænker vi, nu kommer de billige boliger. Og det var den virkelighed, vi ligesom gik jo. Hvis vi bare bygger nok, så kommer de billige boliger. 300 af dem tror jeg var almene. Men vi gik stadigvæk og troede, at nu bliver priserne billigere. De sidste 10 år er der bygget 50.000 boliger, og prisen er fordoblet. Så jeg tror simpelthen, der er behov for, at man gentænker hele byudviklingsmodellen i København. Hvordan går vi til det? Og der tror jeg, at der er nogle voksne mennesker, der skal sætte sig ned rundt omkring af bordet og prøve at finde nogle alternativ varier. Og det er der jo nogen, der prøver på, men det tror jeg, der virkelig er behov for. Inden Christopher Røhls løftede finger bliver honoreret her, så vil jeg bare lige have mikrofonen over til dig, Curt. Fordi jeg hører dig, jeg er jo trofast gæst også, hvor du går og taler om boligpolitik og boligudvikling. Og du snakker meget om den her rotation. Du snakkede, drillede jeg lidt med Mathias, at han gerne vil have en have i Allerød. Men den her rotation, er det også en udfordring, der rammer København, at der ikke er nok rotation i boligmassen? Der er rotation i boligmassen i København. Altså udflytningen af børnefamilierne er et element i det. Folk kommer til København fra provinsen som singler. De danner par. En del af dem, ikke alle, en del af dem flytter ud. Og derfor har København nu et underskud på flyttebalancen. Faktisk ganske stort underskud, hvor folk flytter ud til de nærliggende ommegnskommuner. Den, der får flest børn, det er faktisk den aller dyreste kommune i Gentofte. Og derefter er det Lyngby, Rudersdal og Gladsaxe. Det er det samme, vi ser i Jylland fra Aarhus til Skanderborg. Den dyreste kommune, man overhovedet kunne vælge, når man flytter ud. Det er der, folk kommer til. Så det er jo et fravalg. Det er jo ikke sådan, at folk er presset ud her. Så i rotation, ja, det har vi. Men vi skal huske igen, at det er naturligt i en stor by, at der er mange singler. København og Aarhus, det er der, hvor vi har rigtig mange single-familier i København. Og det er derfor, at vi mangler mindre boliger. Vi har ikke så mange single husstande. Og det er, fordi nogle af de her single-familier, de har simpelthen ikke råd til at få deres egen bolig. Så må de flytte sammen med andre. Så jeg ved, det bliver meget teknisk, men forskellen mellem single-familier og single-husdane, det er et centralt boligøkonomisk begreb, der viser det stress, der er på et boligmarked. Og det begreb, det er i gang med at løbe amok i København. Så vi mangler mindre boliger. Og det er selvfølgelig fint nok at bygge store. Vi skal også tænke på klimaet, det er en helt anden diskussion. Jeg tror ikke, vi kører ind på den her, det har vi ikke overskud til endnu. Men vi skal altså bygge boliger på 50, 60 og 70 kvadratmeter. Og hvis vi har et vist antal kvadratmeter, vi kan opføre, så får vi altså flere boliger ud af det, hvis vi holder os til de her 60 og 70. Der er en eklatant mangel på dem lige i øjeblikket. Apropos småt - nanofysikeren. Derfra til udvikling af boliger i storebyen. Det er jo dejligt nemt at være sådan fagnørden i det her, som bare er sådan. Hvis jeg har en udvikling og en løsning, det er bare, at så må man bare flytte ud af byen. Det er ikke min opgave som politiker. Jeg må jo kigge på de der udfordringer, de der borgere, der bliver ramt af den der virkelighed, som gerne vil blive boende i byen. Og jeg synes også med det, jeg ser på de boligredegørelser lavet fra København, at når vi kigger ind i de tal, der er der, så er det jo også børnefamilier, der flytter ud af byen, som gerne vil blive blevet boende i byen. Og det synes jeg bare er rigtig vigtigt at have med. Og derfor er det for mig ikke sådan en, vi kan blive så og så mange i København. Altså min helt klare ambition og opgave som politiker, det er at sige, at dem der vil bo i byen, kan bo i byen. Også dem der har brug for, og ikke har råd til boligerne i dag, at de også har muligheden for at gøre det. Og derfor skal vi sikre, at der kommer flere boliger til dem i København. Og det er for mig et alt overskyggende opgave som københavnsk politiker at gøre det. Og så selvfølgelig sikre et boligudbud, som en by kan præsentere og en storby kan give. Og derfor skal vi jo ikke lave parcelhuse i hele København og fortsætte den udvikling. Det er jo faktisk, det der er så fantastisk ved en storby som København, det er jo netop bare lige for at tage klima, dagsorden ind i det. Det der er så fantastisk ved det, det er, at vi bor bare på færre kvadratmeter. Vi bor bare meget mere klimavenligt når vi bor i storbyen. Og derfor mener jeg også politisk, at der ligger en bunden opgave i, også at honorere den der urbanisering, vi ser, særligt når borgere gerne vil bo i byen. Line, du havde også en løftet hånd. Jeg tror, det er rigtig vigtigt at se på, hvordan kan vi få en større rotation internt i København også. Og så tror jeg bare, vi skal væk fra den der tro, det er også lidt, du siger med personen, kagemanden og historien der. Altså at uanset hvor meget man bygger, så længe det man bygger, det er dyre boliger, så får vi ikke hverken de billige eller de betalbare boliger. Hvis vi vil have nogle boliger, der er billige, hvis vi vil have nogle boliger, der er til at betale med en almindelig lønindkomst, så skal vi bygge dem på den måde. Så skal vi give mulighed for, at der kan blive bygget alle de almene boliger, som vi har planlagt, som de almene boligorganisationer har liggende helt klar til at gå i gang med. Det kræver en ændret lovgivning fra Christiansborg. Og så på hele den kæmpe boligmasse, der er kommet til, siden man fjernede huslejloftet på de nye byggerier i starten af 90'erne, der skal vi også have et huslejregulering på dem. Sådan så, at man ikke ser de der kæmpe prisstigninger, som vi gør i dag på det private, nybygget boliger. Det vil kunne gøre, at det er muligt at vælge, hvor man vil bo. Så det ikke er ens pengepung der tvinger en ud, men man rent faktisk har muligheden for at vælge. Så skal vi også se på, hvordan får vi i gang i rotationen, fordi boligredegørelsen, som Christopher var inde på, den viste sidste år meget naturligt, vi flytter rigtig meget, når vi er unge. Så når man stifter familie og får børn, så bliver man sådan set boende. Så er der rigtig mange, der bliver boende til de over 80, og så er tvunget til at flytte. Og når du først er der, hvor du er over 80, og du måske har lidt svært ved at klare trapperne, og du måske får brug for en rollator eller andet, så er det enormt svært at flytte. Og derfor har vi nu gået i gang med at se på, kan vi gøre noget for, at folk som mig, hvis børn er flyttet hjemmefra, finder det attraktivt, eller i hvert fald meget nemmere at finde en væsentlig mindre bolig, hvor der kan jeg så regne med at kunne blive boende resten af mit liv. Hvor det enten er i stueetagen, eller der er elevator, hvor badeværelset er stort nok til, hvis jeg får brug for, at nogen kommer og hjælper mig en dag, jamen så kan badeværelset rumme det, at der ikke er trin inde i lejligheden osv. Så det vi går i gang med er at kigge på, hvad kan vi gøre for det? Fordi gør vi det, så får vi to ting ud af det. Dels, at der ikke er så mange over 80, som får det virkelig dårligt de sidste år af deres liv, fordi de bliver tvunget til at flytte på et tidspunkt, hvor de ikke magter det. Flytte et sted hen, hvor de måske ikke kender nogen, slet ikke kender kvarteret osv. Og dels, at vi får frigivet nogle store familieboliger, som børnefamilierne så kan flytte ind i. Så det håber jeg virkelig, at vi får knækket nøden på, hvordan gør vi det. Og der har vi blandt andet rakt hånden ud til et samarbejde med de almene boligorganisationer, som jo heldigvis har rigtig meget viden om de almene boliger. Og det vil vi også prøve at se, om vi kan gøre tilsvarende i forhold til andelsboligerne, ejerboligerne. Og måske kan vi endda få nogle af de private udlejere med at se, hvad kan vi gøre der. Mikkel, du havde armen oppe. Jamen, hvad hedder det? For det første, jeg tror ikke, at man kan bygge sig ud af, at alle, der vil bo i København, kan bo i København. Og det er sådan noget med, at når der bliver skabt så relativt mange videnstunge, vellønede jobs og servicejob i København, så er der ikke plads til alle, der gerne vil. til København. Men der kan være plads til en meget mere varieret del, befolkningsdel i København, hvis man bygger det rigtige. Af de boliger, der er bygget de sidste 10 år i København, der er 9% været almene. 60% været privat udlejning. Og det på trods af, at de 10 år har man haft som politisk ambition, at 25% skulle være almene. Så der er noget i eksekveringen af det politiske ønske, der er gået galt. For at sige det sådan, er det ikke diplomatisk, man siger. Der er noget her, der ikke. Og det er klart, når man får, når der er en større efterspørgsel, end der er udbud. Det er sådan relativt simpelt. Så er der også mulighed for, når man bygger privat udlejning, at tage den maksimale aftalte husleje, som så er meget høj. Og som så ekskluderer, dels selvfølgelig folk på overførselseinkomst, men også lavt lønsgrupper. Derfor må man politisk, hvis man vil det, så også holde fast i at sige, at minimum 25% gerne mere skal være almenet. Og der må ikke bygges privat udlejning, før det kommer. For det er det, der sker i øjeblikket. Brug de muligheder, man har gennem By og Havn, som jo er kommunalt ejet sammen med staten, til at sige, kunne man arbejde for at få bygget, prioriteret det almene. Og prioriteret det faktisk kan bygges, hvad hedder det, i forhold til hvilke grundpriser man tager, osv. af de almene boligunktioner. Altså bruge det. Hvis det er vigtigt nok, så bliver man nødt til at arbejde med og sige, så skal vi have et varieret boligbyggeri, for at kunne få en varieret befolkning. Uden, og det vil jeg så også godt sige, uden at man ender med at sige, som jeg har hørt nogle gode mennesker, også embedsmænd på Københavnsrådet, at sige, ja, vi bygger de almene, for så har vi noget til de fattige. Nej, almene er jo netop for alle, og er blandet i sig selv. Og vi vil ikke være fattiggårde. Men husk, at det giver muligheder for lavtlønsgrupper, for fattigrøve, hvis man også sørger for at bygge almene. Ikke for fattigrøve nu, men om 20 år, fordi vi er non-profit og huslejen, derfor bliver mindre i forhold til markedet. Og så er vi helt med på at sige, flyttekæder, hvad kan vi gøre også internt? Vi har et problem i forhold til rotation, at udskiftning i de almene er relativt lav i København i forhold til andre steder i landet. Vi er på 7-8 procent, hvad hedder det, der flytter. Og vi har så mange på ventelister, der ligesom også skal honoreres, at de har betalt for at stå på en venteliste i 25 år. Så vi kan ikke bare flytte rundt mellem dem, der bor der nu. Der skal også være mulighed for folk udefra. Curt, din tur. Den helt store rotation, den har vi jo i privat udlejning. Der er en ekstremt høj flyttefrekvens. Men jeg synes, ligesom diskussionen her kører ind på det, der altid er problemet, nemlig pengene. Vi mangler penge. Riget, fattes, penge. Og ikke mindst på boligområdet. Se, hvem er det, der har pengene? Ja, hvem har bygget i de sidste 10 år i Danmark? Det har selskaber og institutionelle investorer. Hvad har de bygget? De har bygget privat udlejning. I form af etageboliger. I stor udstrækning i de allerstørste byer. De har ikke bygget ejerboliger. De har bygget udlejningsboliger. De almene er udfordret også omkring finansieringen. Og vi skal holde huslejen nede i den almene sektor. Det er også et problem bare at sætte rammebeløbet op. Så der er brug for andre løsninger, og de skal finansieres. En af de ting, man måske kunne gøre i Danmark, det var at indgå aftaler med de private udlejere om at få styr på den husleje, der bliver krævet. Der er to veje at gå. Den ene vej er at indføre et huslejloft, som vi havde i gamle dage. Det vil møde stor politisk modstand fra rigtig mange partier, og der er nogen, der vil frygte, at det på den lange bane kan give problemer med kvaliteten med vedligeholdelsen, og det kan jage investorer væk. Investorer vil altid sige, at de forsvinder, hvis man gør et eller andet ved dem. Men det er nok meget sandsynligt, at investeringsomfanget, vi har set i de senere år, det vil falde. Hvad er den anden vej at gå? Det er iat ndgå aftaler med dem om at reducere huslejen mod, at de får fordele. Det ser vi i udlandet i en række eksempler, blandt andet fordi man har en anden planlov. Så nu ender vi altså på Christiansborg. Eksempel er England, hvor man kan forhandle med developer, forhandle sig til rette, og så kræve en vis andel af boligerne for en reduceret husleje. Typisk 20 procent ned. I London har man talt om 50 procent ned. Det er en ganske stor del, af boligerne i sådan et udviklingsprojekt, der skal være betalbar. Vi taler ikke om nogle få procent. Vi har også set det i andre lande. Typisk, når man har angelsaksisk inspireret lovgivning, der giver en anden frihedsgrad end den, vi kender til i Danmark. Så det var måske en vej at gå, i stedet for at de her private udlejere bliver en fjende, bliver en modstander, som vi har set med Blackstone og Kjæreby. I stedet for at nybyggeriet bliver et problem, så prøver jeg at gøre det til et eller andet, der kan bidrage lidt mere konstruktivt. Nogle af de her investorer, burde jo også i virkeligheden have en interesse. Pension Danmark, kunne jeg nævne som et eksempel. Mon ikke også der, at der er nogen, man kan tale med, som vil se en samfundsmæssig interesse i det. De skal selvfølgelig sikre et konkurrencedygtigt afkast. Det er de forpligtede til, og det er en udfordring. Men vi har jo allerede set i noget af deres byggeri i København, at de begynder at inddrage andre hensyn, for eksempel bæredygtigheden. Jeg ved godt, der har været problemer med noget af deres seneste som Fælledby. Det er en historie helt for sig selv, altså den vil jeg ikke begynde at gå ind på her. Men altså en eller anden form for samarbejde og at lære af udenlandske erfaringer, fremfor at vi bliver ved, som vi altid har gjort, og tror, at det er os, der har fundet de vise sten. Og det, man gør i andre lande, det er fuldstændig tåbeligt. Det kan vi ikke lære noget af. Mon ikke, at vi i hvert fald kan kigge lidt på det. Men vi kan også lære noget af dem, vi har her ved panelet. Mathias, du er... Altså, I gør det utrolig nemt for mig. Jeg får slet ikke lov til at stille mine spørgsmål. I kører bare løs. Jeg skal nok komme igennem bare roligt. Perfekt. Altså, i de senere år, så har jeg ofte tænkt på Jørgen Skovbo, ham DR værten. Han lavede det her fantastiske program for et par år siden, der hedder "Mens vi venter på at dø", hvor han gik og gravede huller ude i sin have. Og det var det, det handlede om. Og der er debatten, måske selv den politiske, i mange år, synes jeg har været sådan lidt tendenseret til det samme. Mens vi venter på Folketinget, eller mens vi venter på, at der er andre, der løser problemerne. Og lidt som Curt også er inde på her, så synes jeg virkelig, der er virkelig gode handlemuligheder. Og jeg fornemmer faktisk også politisk, at der er ved at ske nogle ting der i forhold til at, i stedet for at pege ud af, hvad er det så, vi selv kan gøre. Hvordan kan vi være mere offensive i vores styringsmekanismer, redskaber og de strukturer, vi har. En andet element, som jo stort set er ganske gratis, det er jo sådan noget med, at al byplanlægning i København, det stopper ved  Damhuskroen. Og det er ikke fordi, de serverer gode øl, skal jeg hilse at sige. Men det er bare fordi, at det er sådan, det nu er organiseret. Jeg havde engang en delegation fra Hong Kong, og så havde vi så et kort over København, og spørger de, hvad er den der sø inde i midten af København? Og det var så Frederiksberg. Altså fordi, i Københavns kommune, der er det bare så indgroet, at man ligesom ikke tænker ud over den administrative grænse, du nu engang er. Men hvis man ser på Amsterdam, så har man jo der indgået frivilligt regionalt samarbejde på tværs af kommunerne, fordi Amsterdam kommune også kunne indså, selvom de har faktisk mange kommunale grunde, ikke kunne løse boligudfordringen alene. Så sådan et tiltag i Wien har jo også mange spændende tiltag i forhold til almene boliger. Men jeg synes egentlig grundlæggende den almene boligmodel i Danmark er sindssygt god. Så det handler bare måske om at lige gentænke den og give dem lidt flere penge, først og fremmest, eller lov til at bygge. Men der handler det måske lidt også om, at de almene, hvis jeg skal drille lidt her, også kommer at gentænke sig selv lidt. Jeg synes eksemplet med CPH Village, hvor man har lavet samarbejde med KAB om at transformere midlertidige studieboliger til almene på sigt, er jo sådan noget, der skal til. Altså tænk ud af boksen og prøv at lave samarbejde mellem de private og de almene i forhold til at skabe nye modeller. Det tror jeg er det, der skal til i fremtiden. Ja. Christopher, du var den første til at løfte en hånd, så du får lov til at tage den herfra. Og så er det Mikkel og så er det Lines tur. Værsgo. Men altså, det giver jo rigtig god mening i det selskab, vi er i dag at have et fokus på de almene boliger. Og jeg er fuldstændig enig i jer, at det er dybt frustrerende at se, at der bare ikke bliver udviklet i den grad, som vi gerne vil have det politisk. Fordi de spiller en virkelig, virkelig vigtig rolle i København. Og jeg er også helt enig i, at den skal ikke bare dække til dem, der bliver til de fattigegårde, som du går og snakker om, Mikkel. Men altså, selvfølgelig skal det ikke det. Fordi de spiller også et virkelig vigtigt aktiv. Og det gør jeres bestyrelsesmedlemmer osv. virkelig også i den lokale bydel, de er i. Vi må også bare huske, at de fleste også gerne vil have muligheden for at kunne købe deres egen bolig. Og det vil jeg også bare gerne honorere. Og hvis vi sidder og kun har det ensidige fokus over på det almene, så glemmer vi, at den der boligpris, den også bare går en vej, og det er opad på ejermarkedet. Og jeg vil også gerne skabe muligheden for, at dem, der vil rykke over i den boligform, har muligheden. For der er også nogle kvaliteter ved det private ejermarked, hvor man selv går ind i en grundejerforening og har en anden form for aktivitet ind i den ejerform. Og jeg synes netop det, at vi har i København, der har de der blandede boligtyper og også det blandede engagement ind i den ejerform, som man nu er en del af. Jeg synes faktisk, det er en af disse styrker, vi har som by. Og hvis vi kommer til bare at have et ensidigt fokus på, eller bare siger stop, stop, stop, vi skal vente på, at der kommer en lovgivning, der løser det for os. Så kommer det både med byggeriet på almene, der bare går helt i stå, men også for det øvrige, jo kun til at gå endnu værre. Og så de der ti år, vi kigger ud i, og jeg stod og drømmede om lige før. Altså, det bliver virkelig, virkelig meget, jeg kommer til at stå i, og København kommer til at stå i. Og derfor så er vi nødt til også at handle nu. Og så er jeg fuldstændig på linje med det der med at gå ind og se på de redskaber, vi har lige nu og tænke kreativt. Vi havde i Teknik og Miljøudvalget her for nylig en sag, hvor vi behandlede muligheden for at give tilskud som kommune, når man skal lave tilslutningspligt ind til, hvad hedder det, andelsboliger. Der har vi en ret kort tid til at reagere på, om man vil købe denne her bolig som en andelsbolig. Og det redskab, det har været meget, hvad kan man sige, gemt væk i det administrative tidligere, og nu går vi lidt mere aktivt ind og understøtter den mulighed for at lave den her tilslutningspligt, hvor kommunen faktisk skal gå ind og smide noget kapital ind i det. Det synes jeg er et voldsomt spændende greb, og blev også meget positivt overrasket over, at den lå der i skuffen. Og det er jo sådan nogle ting, som vi også skal ind og kigge i, ud over de der kreative samarbejdere, som alle mente andre aktivt går ind og kigge i. Så må vi også se den lovramme, vi har i dag. Hvordan kan vi bruge den endnu mere aktivt som kommune? Hvad kan vi som lokale politikere gå ind og skyde ind i det, mens vi venter på, at regeringen endelig forhåbentlig snart en gang ude i fremtiden kommer med et boligudspil? Det har vi stadigvæk til gode at se til dyb frustration for os alle, tror jeg. Mikkel, jeg tror, du var først på hånden der. Marginalt, men hvad pokker. Nej, men altså lige til det, altså hvis jeg skulle vælge, så vil jeg da hellere have, at kommunen sammen med de private prioritererer får lavet ejerboliger, når man laver nye byområder sammen med de almene. Fordi vores beboere vil gerne have gode naboer, der bliver hængende, apropos hvem det er, der bliver skiftet ud meget hurtigt. For det er i den private udlejning. Man kommer ind, det er lidt dyrt, og hvis man så finder noget, man hellere vil, så ender man der relativt hurtigt. Så det er klart, den der med at slå rod, det gør man nemmere i en ejer- eller andelsbolig, end man gør i en privat udlejning. På niveau med, at man også gør det i det almene, hvor man derfor kan blive gode naboer. Så det vil vi sådan set, hvis vi skal vælge, så vil vi absolut hellere have det. Hvis jeg lige må så gøre det færdigt. Men pointen med også at ville have en hel del alment, og jeg sagde 25 procent før, det er jo også, at vi har nogle muligheder for i fællesskaber, både lokalt i beboerdemokratiet, som strukturer, som organisationer, også for at præge de områder, vi bor i, invitere andre ind, transformere gader til mere levende handelsgader, hvis vi har udlejning og kan styre den på andet end markedsvilkår. Og det kan vi, fordi vi kan mulighed for nogle gange at tænke lidt længere. Altså tænke nogle år frem i tiden, og ikke kun på det næste budgetår som organisationer. Og derfor er jeg faktisk ikke bekymret for, eller jo, jeg ville da hellere have, at man kunne bygge alment, og prisen gik ned. Men jeg er ikke bekymret for, at huslejen kommer til at stige lidt, hvis vi får øget, hvad hedder det, maksimumsbeløbet. Det må i hvert fald ikke blive en forhindring for det. For det første, fordi det stadig vil være sådan, at mennesker med lave indkomster, 3F'eren, HK'eren, pædagogen, socialpædagogen, som dem jeg arbejder for, vil have mulighed for at flytte ind i det. For det andet, og det vil de ikke kunne i de private udlejninger, for det andet, fordi at det man bygger i dag er betalbart for mennesker i arbejde med lave indkomster, men om 20 år er det betalbart for mennesker på overførelseindkomster. Det er jo historien om det, almene er, at vi bygger gode, sunde boliger. Det er det, vi står på, apropos hvad der er for nogle tendenser, vi skal gå ud i. Vi kan bygge gode, sunde boliger, som ikke nødvendigvis er billige, når de bliver bygget. Sydhavnen, hvor jeg bor i, var dyr, da den blev bygget, hvad hedder det oprindeligt, da vi byggede Sydhavnen i AKB op til 1960. Arbejderklassens Hellerup. Det var ikke kun fordi, der var gode boliger, det var også dyrere end lejekasernerne i brokvartererne. I dag er det noget af byens billigste byggeri, fordi det er det blevet, fordi det er non-profit, og huslejen derfor står relativt stille i forhold til markedet. Det almene, vi kan bygge i dag, det er derfor, det er så vigtigt, vi gør det, er det, som kontanthedsmodtageren kan bo i om 20 år. Ikke fra dag 1, men om 20 år. Det er også derfor, det er vigtigt, at vi får det bygget nu. Igen, byudvikling handler ikke kun om at løse morgendagens problemer, det gør de faktisk sjældent. Det handler om, hvordan byen ser ud om 10, 20 og 30 år. Men inden jeg giver dig ordet, Line, så er der jo også eksempler på rundt omkring i landet, at private og almene bygger sammen. I Aalborg for eksempel har Himmeland ombygget en gammel silo på havnen, hvor det både private og almene boliger og Generationernes hus i Aarhus osv. Så eksperimenterne er jo derude, og lykkes rigtig godt. Line, du får ordet, så er der faktisk et spørgsmål for publikum. Det tager vi lige det praktiske om et øjeblik. Det sker i høj grad i København, at man bygger de private og de almene boliger sammen og samtidig. Også på samme matrikel? Ikke så meget, men det er nøjagtigt ens. Men det kunne være spændende måske at begynde på det. Men lejlighederne er nøjagtigt ens. Men der er bare flere tusind kroners forskel på huslejen om måneden på, om det er en almen bolig eller det er en privat udlejningsbolig. Så der er et stort behov for, at vi får bygget langt flere almene boliger. Og alle dem, vi har planlagt. Og det er mange tusind almene boliger, vi har planlagt i København, men som ikke bliver bygget før at Christiansborg giver os lov. Men selvfølgelig skal vi ikke sidde på hænderne og vente på, at de ser lyset inde i Folketinget eller ser skrækscenariet for, hvor galt det går i København. Det er nok snarere det, der skal få dem til at ændre lovgivningen. Vi er i fuld gang med andelsboliger, altså med, at kommunen kan være med til at købe nogle af andelsboligerne, når lejerne gerne vil overtage ejendommen. Vi er også i gang med at nedsætte en hurtig arbejdende arbejdsgruppe, der skal se på, hvad kan vi gøre for at få gang i, at de almene boligorganisationer bygger andelsboliger, som man faktisk har lov til at gøre. Og hvor vi som kommune kan gå ind og stille garanti for en del af byggeprisen. Fordi det kan også være med til at gøre, at det kan hænge sammen. Og det venter vi os også noget af, at der faktisk er nogle gode muligheder for det samspil mellem almene boliger og andelsboliger. Fordi der er også nogle af dem, der bor almen, der så måske på et tidspunkt gerne vil have en andelsbolig. Men jeg synes noget af det, Mikkel er inde på, er super vigtigt. Det handler jo selvfølgelig først og fremmest om, at man skal have et hjem. Men det handler jo også om, hvad er det for en by, vi gerne vil have, hvad er det for et byliv, der skal være. Og vi jo bare kan se de steder, hvor der er rigtig meget privat udlægningsbolig. byggeri, som er ekstremt dyrt. Der er det altså svært at få bylivet op at stå, hvis rigtig meget af det er noget, hvor folk kun bor kort tid, eller som Curt var inde på, at folk bare har et lejet værelse. Fordi mere har de ikke råd til. Jamen så engagerer man sig altså ikke i skolebestyrelsen, eller i at lave sommerfesten, eller alt det andet, der skal til for, at man har et godt byliv. Og det er jo det, vi gerne vil have i København. Det er jo, at alle dele af byen, der skal det være muligt at have et godt liv, og der skal være nogen, der engagerer sig i lokalsamfundet. Der skal være et levende butiksliv, som det, man har lavet på Borgbjergsvej ude i Sydhavnen, hvor at AKB ejer alle butikkerne, og derfor kan være med til at sikre, at det ikke er spillehal og det hele, men det faktisk er meget mangfoldigt. Så derfor er det ekstremt vigtigt, at vi går ind og ser på, hvad er det for ejerformer, der er. Og så bare den sidste pointe. Vi har brug for at få mange flere bofællesskaber, byggefællesskaber. Både seniorbofællesskaber, men i høj grad også på tværs. Og det er noget af det, hvor vi i København desværre halter langt bagefter. Både Tyskland, Holland, men også flere andre kommuner i Danmark, der for længst har fundet  ud af, at det er rigtig godt at lade dem, der skal bo i boligerne, være med til at bestemme, hvordan skal det her byggeri se ud. Sørge for, at der er gode fælles faciliteter. Så kan man bo på langt færre kvadratmeter. Selvom vi ikke skal snakke klima, så betyder det noget. Og så kan man have meget mere facilitet faktisk. Man kan have mange flere gæster i det fælles rum. Man kan have fælles gæsteværelse, som man kan skiftes til at have osv., uden at det koster så meget for den enkelte. Fordi det er noget, man løfter i fællesskab. Ja, apropos demokrati? Nu giver vi ordet til publikum. Vil du ikke starte med at sige, hvad du hedder? Og så et kort spørgsmål til panelen. Den er tændt. Jo, jeg hedder Palle Bisgaard. Bor du almenti København? Jeg bor i en andensbolig på Frederiksberg. Okay. Det jeg tænker, det er, at det er jo fantastisk, at man ikke har gjort noget ved rammebeløbet i alle de år, hvor de almene boliger ikke er blevet bygget. De boliger, som er politisk besluttet. Men det jeg egentlig vil spørge panelet om, det er, hvor er rollen for alle de andelsboliger, de nybyggede andensboliger i denne her diskussion. Fordi jeg forestiller mig, at der har man væsentligt videre muligheder for at iværksætte ting, som ikke er ramt af for eksempel rammebeløbet. Nu var Line lidt inde på det lige i det sidste indlæg. Men altså, jeg kunne godt tænke mig at høre, om ikke det er en af de veje, man kunne gå. Også fordi, at der jo er, det er i hvert fald min erfaring, rigtig mange, der bor i København og som bliver boende i København, som gerne vil eje deres egen bolig og være med til at bestemme, hvordan udviklingen skal være. i den bolig, de har. Tusind tak for det spørgsmål. Line, jeg tænker, du skal have lov til at svare. Tak for spørgsmålet, Palle. Der er stort set ikke bygget nogle som helst nye andelsboligforeninger i København i rigtig, rigtig, rigtig mange år. Og det er jo fordi, at man efter finanskrisen strammede reglerne så meget, så det er nærmest umuligt at skaffe finansiering. Både til at overtage en ejendom som andelsboligforening. Det er det, vi håber nu at hjælpe med det nye tiltag med at kunne købe lejlighederne. Men det er også helt umuligt at skaffe finansiering nok til, at man kan lave de nybyggede. Og det er så det, vi håber på at kunne sammen med de almindelige i første omgang. Se, kan vi få det til at hænge sammen der. Men jeg tror, vi er nødt til at se på bredt. Altså, jeg undrer mig simpelthen så meget over, at pensionskasserne, at de bygger så dyrt, så deres egne medlemmer ikke har mulighed for at bo i dem. At I ikke i fagbevægelsen kan gå ind og sikre, at jeres pensionskasserne rent faktisk bygger til medlemmerne. Og der hører jeg nu, at der er nogle fagforeninger, der begynder tilbage som for 100 år siden selv at gå i gang med at bygge til medlemmerne. Og det er jo også en måde at gøre det på, men det er jo lidt mærkeligt, når I har så mange penge stående i pensionskasserne, at de så bygger til nogle andre end jeres medlemmer. Så det tænker jeg, at vi kunne have en fælles opgave med. Men man kan sige, at dem, der gerne vil bygge, og som også har pengene, det er jo... Altså, den almindelige sektor vil jo gerne bygge. Men på grund af det politiske forhold, så kan vi jo ikke, på grund af det her rammebeløb, hvis nogen er i tvivl derude, så har man jo altså begrænset den almindelige sektor til, fordi det ikke må blive for dyrt. Og så har man sat et rammebeløb, som så gør, at man ikke kan bygge på grund af de boligpriser, eller på grund af de byggepriser og på grund af de grundpriser, der er i København. Men så lad os lige prøve at kigge på de værktøjer, som I så kan dreje på. Fordi vi kan godt sidde og sige, at buha, de der Christiansborg, hvorfor gør de ikke noget? Men hvorfor gør I ikke noget ved de værktøjer, I har? Der sidder vel også nogle håndtag, I kan dreje på inde på Rådhuspladsen? Hvis du vil svare først, Line. Er det jo dig, der sidder med den lige nu med håndtagene? Vi har allerede drejet på en del håndtag. Blandt andet så har vi skåret ned på, hvor lang sagsbehandlingstid vi har, fordi det er jo også med til at fordyre et byggeri, hvis der går lang tid. med hele sagsbehandlingen, inden man kan komme i gang med byggeriet. Så skal man jo betale rådgiver og alt muligt andet undervejs. Det har vi skåret noget af. På mandag har vi på dagsordenen i Teknik- og Miljøudvalget at sætte gang i en ekstern analyse af vores sagsbehandling i forhold til de almene, både på nybyggeri og på renoveringer, for at se, er der nogle ting, hvor vi kan gå ind og ændre på noget af det? Er der nogle krav, vi stiller, som er med til at fordyre det, og som vi godt kunne lade være med at stille? Så vi er opmærksomme på, at vi skal også gøre, hvad vi kan. Vi havde for nogle år siden også en taskforce sammen med staten og de almene og de private med at se på, hvad kunne vi sammen gøre for de forskellige for at få gang i det almene byggeri. Det var før priserne steg så ekstremt meget, men der kom også nogle tiltag, hvor vi har leveret, kan man sige, fra almene og private og kommunen, men staten har endnu ikke leveret. Og i mellemtiden er byggepriserne jo så bare eksploderet, og nu er rammebeløbet altså den allerstørste forhindring for, at vi kan få bygget de almene. Christopher, du får også lige lov til at svare. Ja, jeg bliver sådan, altså jeg tror, at noget af det handler jo også om, at vi som kommune meget aktivt går ind og skaber mulighederne for det. Altså sådan helt grundlæggende, altså sikre, at grundene er der. Og der kan vi jo med kommuneplanen gå ind og være med til ligesom at sige, hvad for nogle grunde skal udvikles. Og der har vi jo sådan noget som Refshaleøen, den er ligesom røget lidt længere ud i tiden nu. Og Jernbanebyen, der var en af ejerne jo lige pludselig bare ude af den aftale igen, ikke? Jeg tror virkelig, der er brug for, at vi som kommune går ind og så i talesætter og står ret sådan fast på at sikre muligheden for at lave de her nye boliger. Og så tror jeg meget på, at vi også i øjeblikket har haft en tendens i København til at være meget bygningsbevarende i vores tilgang. Sådan lidt for, synes jeg, insisterende på, hvor bevarende det skal være. Jeg kunne godt ønske mig, at vi var lidt mere åbne for, hvis ikke, og det kan da være gode grunde til at rive ned, apropos klima, som vi ikke må snakke om. Men om ikke andet, også bare give muligheden for transformation. For byen udvikler sig, og byen skal udvikle sig. Og hvis vi skal finde den her plads her, så er vi simpelthen også nødt til at anerkende, at derfor skal København også udvikle sig. Væk fra det der 1800-tals København, i hvert fald i nogen grad. Jeg siger ikke, at vi skal rive alle de der gamle byggene ned, men jeg siger bare stadigvæk, at vi kan godt tænke mere kreativt og arkitektonisk, spændende ind i noget af den der eksisterende bygningsmasse, som måske alligevel har udtjent sine dage. For sådan går tiden bare også, og sådan slider tiden også bare på vores by. Og derfor skal vi også være villige til at bygge videre på det. Der er et spørgsmål mere for at få publikum kom tæt på og tage mikrofonen og sige dit navn, og så lad os lige høre, hvad du har på hjertet. Vi skal lige have skruet op for mikrofonen ... Jeg er på i Boligforeningen Vibo, og der har jeg boet siden 1979. Og når jeg tænker tilbage på den tid, hvor jeg har været aktiv i boligbevægelsen. Så har det været enormt svært at bygge alle mine boliger i København siden 80'erne. Og det har jo skyldes primært to ting. Den ene ting, det har været politisk uvilje mod at bygge almene boliger. Og den anden del har jo så også været, at der nogle gange har været, måske ikke helt klogt at bygge de store mastodontbyggerier, men bygge noget, der var lidt mere blandet. Og det tænker jeg. Men den politiske vilje, den manglende sagsbehandling i 80'erne, eller omkring 1990, lavede BL en redegørelse for, hvordan sagsbehandlingstiden var i København. Den var jo totalt umulig. Det var rigtigt at finde ud af, hvordan det foregik. Men den politiske vilje til at gøre noget, har jo ikke været der. Og årsagen til, at vi ikke har almene boliger i dag, det er jo rent faktisk, at vi historisk selv ikke har bygget nok, som vi har fået fyldt op. Det var mere et opråb end et spørgsmål. Lad os lige høre... Tak for dit bidrag. Lad os lige høre, Mathias, fordi du sad derinde og sandede det hele til ... Ja, ja, ja. Det var måske også derfor, jeg ikke sidder der mere. Ja. Nej, altså jeg er jo meget enig i din analyse der, og jeg tror, det er jo også en større samfundstendens vi har set siden 80'erne, hvor vi jo har liberaliseret mange ting og troet, at markedet egentlig kunne løfte mange ting inden for samfundet. Og der er jeg i hvert fald der, hvor jeg er nu er af den overbevisning, at det kan markedet ikke altid gøre. Og man har haft tiltro til, at pensionskasserne kunne bidrage med mange billige boliger, og det var egentlig the good guys, fordi at de penge gik til vores egen pensionsopsparinger. Men jeg er også mere og mere der nu, hvor jeg ser pensionskasserne. Jeg kalder lidt det dobbelte generationstyveri, fordi at de bygger så dyrt, at de studerende ikke har råd til. De har ikke noget arbejde endnu, de er ikke medlem i en pensionskasse, de har ikke råd til at leje sig ind. Samtidig det byggeri, der bliver opført, er enormt klimaskadeligt. Så hele den her tankegang om, at... Og jeg bliver nødt til at insistere på, at klima skal være en del af debatten, også når vi snakker byudvikling. Fordi ellers så får vi ikke løst de udfordringer, vi står over for. Vi får heller ikke presset sektoren til at tænke mere bæredygtigt. Og i forhold til det her med ejerboliger, så vil jeg også bare sige... Jeg tror... Nu har jeg selv købt ejerbolig, så jeg er et godt eksempel på det, ikke? Men der er jo også et eller andet sådan FOMO, altså man kan se ens venner, der lige pludselig scorer en milliongevinst ved at have en ejerbolig. Så det her med, at det også er blevet et investeringsobjekt for helt almindelige københavnere at have en ejerbolig. Og at man lige pludselig sådan, jo, hvis man kommer ud af det løb der, så også mister nogle penge, eller er muligheden for at få nogle penge i hvert fald. Hvor man så tager til Wien, der kan man se, at det mest foretrukne, det er at bo i en almen bolig. Og det er meget acceptabelt og normalt dernede, og langt de fleste i Wien bor i en almen bolig. Så det handler jo også om, hvad det er, man gør attraktivt. Og det her markedet lige nu har jo gjort det, at det er enormt økonomisk attraktivt at have en ejerbolig. Og det burde måske ikke være det primære formål med at bo eller have en bolig. Line, du havde hånden oppe for længe siden, og så Mikkel bagefter. Det er fuldstændig rigtigt, at vi har et kæmpe efterslæb på almene boliger i København. Der blev lavet en aftale i 90'erne mellem Venstre og Socialdemokraterne om, at nu skulle der ikke bygges flere almene boliger i København. Og det tog lang tid politisk at kæmpe igennem, at det skulle der altså bygges almene boliger igen. Der kom lovændringen så for 10 år siden om, at vi i lokalplaner kan stille krav om 25% almene boliger. Så fik vi problemet med, at selvom vi så gjorde det, så blev de ikke bygget, fordi man bare byggede de private udlejninger og så ikke byggede. Der, hvor der var planlagt til at skulle være almene. Det prøver vi så at løse ved, at vi i lokalplanerne gør det meget tydeligt og får blandet, hvor der skal ligge almene og privat. Men nu har vi så udfordringen med, at der ikke er råd til at bygge på grund af maksimumbeløbet fra statens side. Så der er virkelig den ene udfordring efter den anden, der spænder ben for, at vi får de almene boliger, som vi har behov for. Og det er altså en af de største udfordringer, vi står med i forhold til boligsituationen i København. Udover det, at priserne er gået amok på den private udlejning. Men det er jo blandt andet, fordi der ikke er det almene boliger, som vi faktisk har behov for. Og nu står jeg med den udfordring. Jeg vil løbe tør for tid, men ikke med spørgsmål. Men vi vil begynde til at tage den lidt med lynrunde her til sidst. Mikkel, du havde hånden op, og så er det Kurt, der gerne vil sige lidt også. Jamen meget kort. Det er jo det, der er pointen. Det by, vi har i dag, er resultatet af beslutningerne i 90'erne og 0'erne. Hvor man så begyndte, det var Rit, og det var Frank Jensen, der begyndte så at sige, at lukke op for at bygge almene igen. Og det stødte sig ind i nogle andre udfordringer. Efter man i mange år havde haft et sådan politisk beslut, det behøver vi ikke at prioritere. Det er fuldstændig rigtigt. Jeg vil lige bringe en anden ting ind, som var med til at skubbe til den sociale balance i København. Nemlig at man i 90'erne besluttede at sælge de små 20.000 københavnske udlejningsboliger, som var meget billige, meget dårlig stand, ligesom så meget andet var i 80'erne og 90'erne på det private ud på udlejningsmarkedet i København. Men det har også betydet, og det er noget af det, vi vonder os ved i dag i den almene i København, det er, at vi er de eneste, hvor at mennesker, der har meget ringe betalingsevne eller sociale udfordringer, kan bo. Og det skaber en koncentration, som man dog kunne sprede lidt mere. Plus at man jo mere eller mindre bevidst valgte ikke at sælge udlejningsejendommene til de almene selskaber. Det gjorde man jo ikke. Jeg ved, at mit eget selskab var, at jeg har fået videre af den daværende formand i forhandlinger med Københavns Kommune, men fik nej, vi kan gå ud på det private. og få mere for det. Så derfor gør vi det i stedet for. Og igen, pointen er, når vi nu er i den afsluttende runde, byudvikling handler til dels om, hvad vi kan gøre i forhold til i morgen, men det handler meget mere om, hvordan byen ser ud om 20-30 år. Og hvis vi ikke gør noget, så ser den rigtig skidt ud om 10-30 år, fordi så er det de beslutninger, der er taget, der fortsætter med at løbe igennem. Curt, vi startede med dig, og det er lige før, at vi også kommer til at slutte med dig. Skal du ikke komme med de sidste ord? For 35 år siden, der knækkede dansk boligpolitik fuldstændigt. Da daværende boligminister Thor Pedersen nedsatte et professorudvalg, det såkaldte Ølgaardudvalg, der skulle analysere boligbehov og boligpolitik. Og de fandt frem til, at befolkningen troede, de ville falde dramatisk frem til 2025, i stedet for at den stede kraftigt, ikke mindst i København. På baggrund af det anbefalede man, at stramme ejerboligbeskatningen. Det døde efter et par uger, det forslag. At skære det støttede boligbyggeri ned til 0. Det var dengang i kvoter. Man skar det rent faktisk ned med omkring 2 tredjedeng. Og i stedet for at vende interesse mod byfornyelse, det sidste skete også. Man investerede massivt i byfornyelse, men mente man havde boliger nok. Vi skulle ikke bruge flere. Vi skulle holde op med at bygge. Det var en fejltagelse. Man kan sige, at investerende byfornyelse har været til gavn for København. Det er et dobbeltsidssvær, må man sige. København har sejret sig selv halvdiel. Det er blevet en dunder succes på brokvartererne, men det har også været med til at gøre København dyr, og man har måske indset det problem alt for sent. Men de manglende boliger, efterslæbet, det er gået meget lang tid tilbage. Vi skal 35 år tilbage, da man salgede om i Danmark. Man bildede sig selv ind, og nu vil vi blive. Ganske få, der har været stemmer fremme i dagspressen på det seneste, der tror nøjagtigt det samme. Os, der har lidt gråhåret, vi kan godt huske, da man troede det sidst, det holdt sig ikke. Curt, du fik lov til at stille diagnosen til sidst, og her der sender du så patienten ud med formaningen om, nu skal det simpelthen tage sig sammen, men vi skal træne og gøre os sunde og raske. Det bliver det sidste ord, og tusind tak til panelen, fordi I var med her i dag. Tak til Curt Lillingrelen, til Mathias Norby, til Mikkel Warming, til Line Barfod og til Christopher Røhl, og selvfølgelig til jer for at se og lytte med. og publikum her på scenen i dag. Husk, at Alment Inside er en produktion fra BL, Danmarks Almenne Boliger, der kan ses som video og lyttes til som podcast, hvor man får sin podcast, og man kan læse meget mere om alt, hvad vi laver inde i BL, inde på Fagbladetboligen.dk. Tak for nu.