Mange mennesker drømmer om hvor og hvordan de gerne vil bo. Den almene sektor rummer i alle grupper af mennesker. Det er faktisk hver 6. dansker, der bor alment. Og de almene boliger spiller også en stor hovedrolle i dansk arkitekturhistorie. De vidner om arkitekturens vingesus, om den tid de er bygget i og udgør derfor også et rigtig vigtigt stykke Danmarks historie. I den miniserie skal vi rundt i landet, og sammen med arkitekterne, der genbesøger vi deres almene genistreg. I dag er vi kommet til Stenfiskerkarjen her i Odense, og vi skal kigge på almene ungdomsboliger. Velkommen til Vis mig din almene genistreg. Velkommen til dig Claus, du er arkitekt og partner fra CF Møller arkitektvirksomhed. Og vi står her i Odense i dag. Hvorfor gør vi det? Det gør vi fordi, at vi skal kigge på et ungdomsboligt projekt, som ligger faktisk på en super flot beliggenhed midt i Odense Havn, som er sådan et område, der har været under omdannelse i mange år. Og det at bygge for det almene, og bygge ungdomsboliger, det er tit lidt af en udfordring, fordi der er ikke sådan en store økonomi at arbejde med. Så det at faktisk, at vi er her på så fin en placering, det ligger der selvfølgelig en historie bag, det er lidt sjovt, men har faktisk også haft en, synes vi, en vigtig betydning for den udvikling, der er sket her på havn. Man kan sige, at det der er lidt specielt ved beliggenheden og Odense Havn, det er, at bygge har en sjov udformning og orientering. Og det har faktisk ikke så meget med selve ungdomsbolige funktionen at gøre, men mere med nogle af naboerne at gøre i sådeltid. Det er, at der ligger faktisk et havnebassin lige hernede ved siden af, hvor der er placeret et havnebad. Og det var under planlægning, dengang den her grund kom i spil. Og det betød, at man var fra planlægger og fra byens side selvfølgelig meget nervøs for, at sådan en ny bebyggelse lige op og ned af det her bassin ville tage lyset, al solen fra havnebassinet, og så ville det jo ligesom ødelægge den funktion, som var tænkt som en form for generator af liv her på havnen. Så derfor er hele bygningsmassen her, som i virkeligheden består af tre huse, det er ligesom vinklet og drejet i forhold til solen, så der både i forhold til boligerne, men også i forhold til naboerne, besikrer, at der kom et godt lys ned til området. Så det er både den her terrassering, der ligger i taget, hvor bygningen trapper ned, men også den vinkling, som de har. Og det gav sig også nogle muligheder for at arbejde lidt med nogle forskellige kig og anden inden for at de ikke er blevet af boliger. Når man tegner almen, er det anderledes for dig, end når du fx tegner privat? I bund og grund, så kan man sige, at det at bo et sted, det er jo det samme, om det er det ene eller det andet. Der er nogle rammevilkår, som nogle gange kan være udfordrende i forhold til at bygge privat eller for det almene, men det der er noget af det særlige ved det almene, det er også, at det bygger på et fællesskab. Hvordan er det, man kan lave nogle boliger, som har det fine for individet, der bor i det, men også har noget, der er med til at understøtte et fællesskab. Fordi det er jo ligesom det, der er en del af tanken bag det almene også. Så det er noget af det, som jeg synes er fascinerende, og det er også interessant at se, hvordan det almene og de ting, der er sket i det almene i mange år, i virkeligheden begynder at smette af på noget af det private, altså på større boligbebyggelser. Hvor man også begynder at se mere på, hvad er det for typer af fællesskaber, som man kan være med til at understøtte. Fordi man jo kan se, at det er også det, der skaber de gode bebyggelser, der hvor folk også passer på tingene, og hvor det fungerer. Også naboskaberne ind imellem. Så det er noget af det, jeg synes, der er fascinerende. Altså udfordringen i, at man skal få få midler til at kunne meget, samtidig med, at der også er nogle fine ting i forhold til det med at skabe fællesskab. Og man kan sige, at her i den her bebyggelse, der er noget af det, som vi har arbejdet med, det er at adgangen her til boligerne, det er jo altangange. Og altangange er tit noget, man diskuterer, at det er med til at udtrykke sådan noget billedbyggeri, og noget, der ligesom er lidt tageligt. Men i virkeligheden kan man også, hvis man ligesom siger, okay, lad os give det lidt mere plads, så privatheden stadigvæk er til stede. Og her i projekter på Stenfiske-Karjen, der er vi så de her bokser, der hænger oppe. Det er jo virkelig nogle af fælles funktionerne, vi har lagt ud, så det her rum, der er en del af ens bevægelse, det er også der, hvor der er nogle fælles zoner, som man kan bruge til at understøtte det liv, der er mellem unge mennesker i ungdomsboligerne her. Så på den måde kan man sige, at det ikke er sådan et projekt, hvor der var råd til at have store altaner og andet, men så kunne vi skabe det på en anden måde. Claus, nu er vi kommet ind i en af de her, eller op på en af de her svale gange, og kan se et af fællesrummene her. Hvad har tanken været, eller hvad tænker man over, når man tegner måske til studerende? Jamen det er jo lidt, hvor er det, hvor er det livet, det foregår. Og der har vi ligesom forsøgt at sige, at fællesrummet skal ud der, hvor man bevæger sig. Så det bliver sådan lidt naturligt, at man måske også i virkeligheden bliver logget ind nogle gange i et lille, en lille fælles seance, kan man sige, med nogle af de andre. Så det, kan man sige, frem for ligesom at ligge det hele hen i den ene ende, eller sådan noget, så egentlig prøver at placere det lidt ud i bebyggelsen, så det er jo med til at understøtte nogle af de små fællesskaber i huset. Der er jo sådan lidt større fællesrum på et andet sted i bebyggelsen, men de her små, sådan mini-mødesteder, dem har vi ligesom spredt ud i bebyggelsen, der hvor man bevæger sig rundt. Så etagerne har ligesom hver sit lille sted, de kan rykke ud. Nå, Claus, vi er kommet inden for. Ja, det er vi. En af ungdomsboligerne. En etværelses. Ja, det er det. Men man kan sige, at vi har forsøgt at indrette den på en måde, så man i virkeligheden føler lidt, at den har flere rum i sig. At den i virkeligheden har ligesom nogle zoner. Der er selvfølgelig det helt klassiske køkken og en form for entré, man kommer ind i, og så har vi ligesom sådan også helt klassisk en kerne, der ligger, hvor vi har toilette og bad og deslige, kan man sige, lagt ind i. Men det, der sådan er lidt sådan særligt, eller det, vi har forsøgt i vejlen, det er jo at skabe de her forskellige zoner. Så ud fra køkkenet her, der har vi en lille sådan spiseplads-situation, og så har vi en af de her kanapper, som i virkeligheden arbejder lidt med den her vinkling, altså den overordnede vinkling, som de store bygninger har. Så vil vi jo samtidig gerne sikre, at der var et kig, det her er jo sådan lidt nordvendt, så hvordan får man ligesom trukket lyset ind i lejligheden på en god måde. Og det bliver så de her kanapper, som så samtidig også bliver i virkeligheden til sådan et ekstra lille rum, en ekstra lille sædeplads. Og det her, det er jo unge mennesker og mange studerende og anden, så det der med at have sådan en krog, man kunne sige, det kan både være et sted, man tider og læser en bog eller hygger sig, men det kan sådan set også være lidt et ekstra lille læseplads. Så der får man herfra, der får man ligesom kig ud over, kan man sige, havnen som helhed og ned til havnebassinet, hvor der jo er aktivitet og andet. Og så har vi den her vægskive, der ligesom deler rummet op i to ligesom zoner, så man kan sige, her er der sådan en zone, hvor man får, der har man gæster og andet, og så seng og sådan noget, men det kan ligesom så indpasses her bagved. Så er man ligesom, altså det er jo måske svært at sige, at man har mange gæster, og så trækker man lige for sig selv, men det der princip, om man ikke nødvendigvis behøver lige at rydde helt op på soveværelset, havde han sagt. Altså den der fornemmelse, at man faktisk har et soveværelse, selvom det er ligesom en etrums lejlighed. Så det giver ligesom nogle forskellige små nischer inde i rummet, som vi håber, jeg synes i hvert fald, vi kan se, at Signe, som bor herinde, hun har i hvert fald, ligesom hun udnytter de muligheder, der ligger i den måde at disponere det på. Og der er, jeg har læst mig, til 36 kvm, men op til også 50 kvm lejligheder. Ja, der er nogle, der også er torumslejligheder, som er lidt større. Og det kan man sige, det er jo også for det der med, at der kan være nogle, hvor de kommer som et par og bor som et par, så er det også en mulighed. Og huslejren skulle ligge på omkring 33 til 3700 kroner, hvilket jo er billigt i på en studielejlighed midt i byen med havsægt. Ja, og det er jo det, der egentlig er et eller andet sted også det fine i forhold til sådan, hvad skal man sige, det er jo også en del af det demokratiske, der ligger i det her. At her, der har alle altså adgang til herligheden. Og så er det jo igen, at det, man kan sige, noget af det, som mange af de unge mennesker også vil bidrage med i et havneplan, det er jo, når man netop har havnebadet, og man har noget vandepolo, og man har noget kajak, og man har noget, altså det er det med, at der faktisk er sådan nogle, der er også nogen, der skal skabe noget liv og spille basket over på pladsen og sådan noget. Og der er det jo, det er jo også en del af det med, at man fornemmer, at det stadig er en by, og det ikke bare bliver sådan en ren hoteloplevelse. Ja. Ja. Så det er jo virkelig fint med de her kanapper ud, som man har udsynet. Ja, her kan man også lige få et kig over til et af de andre fællesrummer. Der kan man sige, der er sådan et, lille fitnessrum, det er blevet uddannet til, ikke? Så det der med, at nu var der bordfodbold i det andet, vi lige var inde i før, ikke? Og her, der er det så fitness. Så det med, at det er spredt lidt rundt i bebyggelsen, det er... Og der er vel også arbejdet meget med de her kig, men altså... Det er lige præcis det der med, at den her lille vinkling, altså ved, at kanapperne bliver til et møbel i princippet, ikke? Så man ligesom både får det der hele fine kig ud over bydelen, ikke? Men samtidig, så ved den vinkling, så trækker det også lys med ind i lejligheden på en fin måde. Hvis det bare havde været en lige væk over her, så kan man sige, så havde det i virkeligheden heldækket i skygge i forhold til, hvordan det er, ikke? Så det kan man sige, det er jo også noget af det, når man arbejder med det lille budget, hvordan kan man lige få noget ekstra ud af nogle af de ting, som dybest set er nødvendige. Jamen vi skal have et vindue i, og vi skal have noget lys ind. Så ved at lige lægge lidt ekstra energi og bruge nogle ekstra midler på at lave den her kanap-løsning, så fik man meget andet for at løse. foræret i virkeligheden. Ja. Og også med, i og med at der er materialevalget, det ser jo eksklusivt ud. Ja, og man kan sige, det er jo i virkeligheden så er det jo bare i kurserne en krydsfinere, der er sat op, ikke? Men fordi det netop er træ, hvor det øvrige det står sådan lidt mere, det gør det jo typisk i lejligheder som de her, ikke? At der er jo ikke de store muligheder for at sætte sit eget præg på det og lave det helt vildt om, og sådan noget, ikke? Så det er typisk sådan lidt fersk, når man krykker ind, ikke? Og der kan man sige, der kan sådan en lille nissætte, ikke? Den giver sådan fra start en eller anden sådan særlig karakter til rummet, ikke? Ja. Og nu står vi jo op på syvende etag, så det betyder også, at vi har mulighed for ligesom at kigge ud over selvfølgelig byen, men også over nabobegyndelsen, som jeg mener til den, vi står i her. Og den her terrassering, der er der så på hver terrasse, eller terrassering, der er der ligesom et grønt tag med sådan en sedum på, og det er jo både i forhold til sådan en regnvandshoronteringsbrug, plan, men det er jo også for, at man igen får noget fint at kigge på, og så har det jo også det, at det faktisk er godt for biodiversiteten i det. Oprindeligt var der også en tanke om, om vi kunne lave den til sådan små, hvad man sige, for hver svale gang, at man ligesom havde en adgang ud til en fælles altan. Men det kan man sige, det var et af de steder, hvor det var der så ikke penge til, ikke? Men potentialet er der jo sådan set stadigvæk. Ja, og der er solceller, kunne vi også se på begge? Ja, altså man kan sige, at den her bebyggelse er jo efterhånden, har jo en del år på banen, så man kan sige, at det er klart, at de regler, vi bygger efter, og de ambitioner, de flytter sig over, at det har jo accelereret rigtig meget siden det her blev opført. Men så dengang kan man sige, at handlede det meget om at sige, hvordan er det, vi opfylder gældende energikrav og andet, og derfor er der også solceller på huset her. Jamen, programtitlen her hedder jo, at vis mig din almene sinistreg. Er der noget, du kunne tænke dig at fremhæve, som det unikke ved de her boliger? Ja, som jeg kan sige, der er jo hele den der bebyggelsesplan og udformning af den overordnede bebyggelse, det gav jo nogle benspænd, det vi havde den her naboskab og sol osv. og det her jo, man kan sige, at nogle af de udfordringer, der er benspænd, de har jo så i virkeligheden gjort, at vi fik lavet inden i den enkelte dejlighed de her små kanapper, som jeg synes giver noget særligt til boligen, altså til det helt nære for den enkelt almindelige bolig. Og så kan man sige, så er den måde, vi har valgt at splitte alle de her fællesrum op, i stedet for at have dem samlet, som egentlig er med at sprede dem ud i bebyggelsen og på den måde understøtte de små fællesskaber, det er også noget af det, som vi er rigtig glade for i bebyggelsen, og som vi også har et indtryk af faktisk her, noget af det der er med til at få den til at fungere godt. Jamen sådan kom vi jo rundt om Stenfiskerkaren her på Odense Havn sammen med dig Claus og C.F. Møller. Tusind tak for din tid. Tusind tak til jer, der så med, og hvis I kunne tænke jer flere artikler om almindelig arkitektur eller flere af de her video-sekvenser, så kan I se med på BL's YouTube-kanal. Tak fordi I så med.