Det er jo vildt. Det er jo helt vildt, hvordan nogle af de her med demens får kontakt til en sang, de kender fra deres barndom. Min far har været med stort set fra begyndelsen. Han spiller både harmonika, keyboard og guitar. Så det har altid fyldt meget, hvis mig er elsket, når min far stod og spillede. Ja, så måtte jeg jo med. Og så tog jeg manden med, fordi så kunne han jo køre os. Hvad giver det dig at være med i det her? Jamen det giver mig rigtig meget. Også det, at jeg sætter pris på at gøre andre glade. Og jeg kan vældig godt lide ældre mennesker. Jeg har selv demens tæt inde på kroppen. Så det giver mig bare noget at se dem smile og blive i godt humør igen, når de er lidt triste. Jeg kan jo se folk, de kan ikke rigtig synge teksten, og nogle gange så kommer det. Og så kan de lige pludselig, åh, så kan de godt alligevel. Da corona lukkede hele Danmark ned og lukkede plejehjemmet ned, så var vi nogen, der tænkte, hvad kan vi gøre? Og så tænkte jeg, vi kan synge, vi kan lave gårdsange og salmer. Og være med til at holde humøret højt. Og det startede vi så med for fem år siden. I starten var det kun fem. Men så kom der bare flere og flere frivillige til efterhånden fra boligområdet og fra byen. Så det udviklede sig bare sådan, at vi endte med at være 20, og nu er vi oppe på 25. Så vi har sådan en flok der, som synger sammen. Og så er der John på harmonika, Jakob og Thomas på guitar. Trine, har du en yndlingssang? Jeg har faktisk Lille Sommerfugl som yndlingssang. Den har fulgt mig hele mit liv. Mit far har spillet den, og så den har simpelthen fulgt mig. Og når man så har været henne på skovhuset og synge, så bliver man bare sådan i godt humør resten af dagen.